Historie og arkitektur
Vejleguidernes ture kan bestilles af alle, uanset om I er foreninger, firmaer, skoler eller privatpersoner. Man kan være op til 25 personer pr. guide på en guidet tur til fods og flere på en bustur. Flere ture kan kombineres, hvis man vil have et eller flere heldagsprogrammer. Vi bistår gerne med planlægning af jeres tur.
Vejle i 1000 år
Vejle er en af Danmarks yngre købstæder. Byen er opstået ved et vadested og udskibningshavn i middelalderen og fik købstadsprivilegier i 1327. Vejle har en spændende historie med alt fra polske lejesoldater, hvis hoveder de lokale kappede af, og derpå indstøbte dem i en kirkemur, til den smukke Smidtske købmandsgård fra 1799. Den er velbevaret og bruges i dag som café. Dermed er den et smukt eksempel på, hvordan man på bedste vis kan genbruge stemningsfulde historiske bygninger. Vejle er også kendt som industriby med bl.a. Hess Jernstøberi, spinderierne og tyggegummifabrikken Dandy. Turen slutter på havnen, hvor der i dag er opstået et helt kvarter af moderne arkitektur i form af bl.a. boligblokkene ”Bølgen” og det skønne ”Fjordenhus” tegnet af Olafur Eliasson.
Varighed
2 timer
Transport
Gående
Monumenter og mindesmærker i Vejle
I Danmark er der over 1200 mindesmærker for den tyske besættelse fra 1940-45 og over 580 monumenter for genforeningen mellem Danmark og Sønderjylland i 1920. Udover mindesmærker for disse begivenheder har vi også mange andre monumenter i Vejle som er værd at vise frem. Blandt andet for de slesvigske krige 1848-50 og 1864 samt for vores lokale store begivenheder. Det gælder f.eks. den altødelæggende brand i Nørregade i 1786 og lokale berømtheder som Orla Lehmann, der var amtmand i Vejle, men også landspolitiker i Rigsdagen omkring 1800-tallets midte.
Varighed
2 timer
Transport
Gående
Fjordbyen – det moderne Vejle
Fjordbyen er Vejles nyeste bydel ved Havnefronten med sin helt egen moderne arkitektur, hvor både trivsel og bæredygtighed spiller en stor rolle. Et af de mest markante bygningsværker er Fjordenhus skabt af den islandske kunstner Olafur Eliasson og opført af Kapitalfonden Kirkbi som dens hovedkontor. Fonden ejes af en del af familien bag LEGO. Bygningen blev påbegyndt i 2014 og stod færdig i 2018 og kendetegnes bl.a. ved sine indbyggede kunstværker og sit unikke udseende, der er en oplevelse i sig selv.
Bølgen er et andet meget markant bygningsværk i Fjordbyen. Bygningen er tegnet af Henning Larsen Architects og har modtaget flere betydningsfulde priser for sin arkitektur bl.a. som Årets Boligbyggeri i 2009. I dag består Bølgen af fem huse som udgør en smuk arkitektonisk helhed med byens bedste beliggenhed lige ned til Vejle fjord. Bølgen og Fjordenhus kæmper nu om rollen som byens nye vartegn.
Varighed
2 timer (som udgangspunkt)
Transport
Gående
Kirke- og kirkegårdsvandringer i Vejle og omegn
En bys historie reflekteres i dens kirker og kirkegårde. Kirker blev ofte bygget med økonomisk støtte fra byens førende familier og dem genfinder man på enten i kirkerne eller på kirkegårdene sammen med byens øvrige, fortidige borgere. Sådan er det også i Vejle. Byen har desuden som gammel købstad været lazaret (militærhospital) under de slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvor Vejle også blev besat. De soldater der døde på lazaretterne, blev begravet på de lokale kirkegårde.
Der er flere kirker i Vejle og nogle af dem er beliggende ret langt fra hinanden, så der er mulighed for at vælge mellem flere ture der hver kan gennemføres på 2 timer:
1. Gamle kirkegård og Østre kirkegård og kapel
Inkl. grave og monumenter fra de slesvigske krige og bl.a. jernstøberfamilien Hess’ familiegravsted
2. Nordre kirkegård
Inkl. udenlandske grave fra 2. verdenskrig 1939-45
3. Sct. Nicolai kirke Inkl. huller i kirkemuren fra kranier af polske lejesoldater og mormonkirken i Vejle og/eller Sct. Norberts katolske kirke
4. Nørup kirke og kirkegård mellem Vejle og Billund
Inkl. bl.a. sjælden løgkupel af Gerhard de Lichtenberg fra 1700-tallet
– kan kombineres med andre kirker eller seværdigheder i området som f.eks. slottet Engelsholms park lige i nærheden og relateret til de Lichtenberg, eller Bindeballe købmandsgård, Ravningbroen m.v. Denne tur kræver en bus eller at deltagerne kører i deres private biler til stederne. Turens varighed kan tilpasses deltagernes ønsker
Varighed
Efter ønske
Transport
Efter aftale
Se også
Ture ud af byen
Ture ud af byen er Vejleguidernes busture eller kør-selv-ture udenfor Vejle by. Der er mange spændende steder at besøge. Vi har lavet et par foreslag til ture, men vi laver altid gerne skræddersyet ture til jer.
Food Tours
Oplev spændende madture i Vejle og omegn, hvor vi besøger specialbutikker og producenter for at smage nyskabende produkter. Undervejs deler guiden indsigt i områdets madscene, natur og historie.
Offentlige byvandringer
Oplev Vejle til fods på en spændende byvandring, hvor vi udforsker byens skjulte perler, historiske kvarterer og ikoniske bygninger. Undervejs fortæller guiden om Vejles udvikling, arkitektur og de mennesker, der har præget byen gennem tiden.
Deluxe ture
Et nyt koncept er skabt til dem der vil opleve noget ekstraordinært og kan acceptere, at det koster lidt ekstra.